Historie

3 bondeknolde. De er et udsnit af 3 stationsskilte fremstillet til Det Danske Gødnings-kompagni.

Venstre er Glud & Marstrand fra 1935. Midten er fra Johs Thejll fra 1931, og højre er fra Carl Lunds fabrikker fra 1925.


Cunard White Star med skibet Queen Mary. Glud & Marstrands fabrikker 1936. 50 x 70 cm"Queen Mary" blev bygget af John Brown & Company-værftet i Clydebank, Skotland, som Cunard-linjens flagskib på ruten Southampton-New York. Luksuslineren stod ud på sin jomfrurejse i maj 1936, og under Anden Verdenskrig fungerede skibet som troppetransportskib. En gang var hun omgivet af kongelige, filmstjerner og forretningsfolk med økonomien i orden.I dag ruster hun blandt olietanke, containerskibe og havnekraner i Long Beach i Californien, hvor hun gik til kajs i 1967 og efterfølgende har tjent som museum og hotelskib

De første emaljeskilte blev fremstillet omkring 1890. I Danmark var det Carl Lunds Fabrikker i København som i mange år var de eneste her i landet som selv fremstillede emaljeskilte. De flotteste skilte de fremstillede var nogle store landkortskilte på 194 x 94 cm. i 1928. Der blev fremstillet 5 forskellige. Nordjylland, Midtjylland, Sønderjylland, Fyn & Sjælland. Skiltene reklamerede samtidig med for Berlingske Tidende & Radiolytteren.

Forneden var der et felt med større byer. Den lokale skiltemaler kunne så selv male kilometerafstand på, så man kunne se hvor langt der var til næste større by. Fabrikken blev i 1932 overtaget af Glud & Marstrand. Glud & Marstrand fremstillede mange flotte skilte i perioden 1930 - 1940. De lavede blandt andet Ginge skiltet med manden der barberer sig, med selerne nede om hælene. Mange af skiltene fra G & M har facon som en omvendt bradepande. G & M lavede også flere flotte skilte med skibsmotiver, f.eks. Cunard White Star med Queen Mary og Gdynia - Amerika Linien. Også mange ølskilte fra F. eks Albani og Thor Bryggerierne.


G & M har lavet mange af de skilte som hang på banegårde og stationer. De var som regel 59 x 59 cm. Flade og med ombukket kant. Blandt samlere kaldet stationsskilte. Skiltet med Angulus sko er et af dem. Det er tegnet af Ulf Rølling i 1935. DSB bestilte som regel en stor stak af dem til ophængning på perroner og banegårde.

Et andet kendt navn fra samme periode var Johs Thejll Gentofte Firmaet fik fremstillet emaljeskilte hos Boos & Hahn i Tyskland. De skilte der blev fremstillet der i perioden fra 1928 og frem til 2 verdenskrig, er de flotteste og mest eftertragtede blandt samlere. Jeg vil her nævne nogle eksempler: Adamas Cigarettes, Soussa Cigarettes, Flag Cigarettes, Alfa Nr. 56 Margarine, Bona Margarine, Korsør Løve Margarine, Kaddara Is, Richs i Kaffen, Evers, Vi-To skurepulver,  og Elvirasminde National Chokolade. De er som regel signeret i nederste højre hjørne med Johs. Thejll København eller Jothejla. Firmaet eksisterer stadigvæk og leverer den dag i dag stadigvæk emaljeskilte på bestilling. Et flot eksempel er Tuborgskiltet med den tørstige mand. Tuborg fik fremstillet 200 stk. i 1984. Størrelse 222 x 122 cm, en heftig sag på et 50 kilo.