G & M

skiltesamler.dk

 

Madam Blå og Glud & Marstrand

Af John Juhler Hansen

Som en af de få danske industrivirksomheder, har Glud & Marstrand indskrevet sig i dansk kulturhistorie. De fleste danskere kender Madam Blå og ved, at den karakteristiske kaffekande blev fremstillet hos Glud & Marstrand.

Selv husker jeg som barn i 1950´erne, når jeg blev sendt hen til den lokale købmand for at hente ½ kg. kaffe og en Richs. På købmandens facade hang emaljeplakater, der reklamerede for købmandens egen kaffeblanding og for de to førende mærker i kaffeerstatning, Rich´s og Danmark. Den ene fabrik brugte sloganet: ”Det er Danmark´s der duer –”, mens der på den konkurrerende fabriks emaljeplakat stod: ”Rich´s i Kaffen”. For mig var Rich´s favoritten, for det var deres samlermærker, jeg gemte i et album. Da jeg kom tilbage fra købmanden, blev kaffe og Rich´s blandet, før det kom i tragten på Madam Blå. Den varme drik i den blå kaffekande på bordet, det var dansk hygge og tryghed.

Emalje og Glud & Marstrand er næsten blevet synonymer. Således står der for eksempel i den store danske Encyklopædi under emalje: ”I Danmark blev A/S Glud & Marstrand førende på dette område. I mange årtier var emaljerede brugsgenstande uundværlige i danskernes hverdag. På dette emaljeskilt fra A/S Glud & Marstrand fra 1930´erne ses bl.a. den populære kaffekande ”Madam Blå”.

Emaljevarer gennem generationer.

Firmaet startede i 1877 som Poul Gluds Metalvarefabrik.I 1879 indgik Poul Glud partnerskab med Troels Marstrand. Fabrikken tog derefter navnet Glud & Marstrand. Den 17. marts 1895 blev fabrikken omdannet til aktieselskab. I år kan virksomheden således fejre sin 110 års fødselsdag. Produktionen omfattede dengang alle former for blikvarer til husholdning, mejeridrift og legetøj til børn. I 1895 begyndte man også en ny produktion af emaljeret køkkentøj. Det er disse emaljevarer, som har skrevet Glud & Marstrands Fabriker ind i dansk kulturhistorie.

Glud & Marstrand var ikke ene om at fremstille emaljeret køkkentøj. Den anden, store virksomhed inden for denne branche var Carl Lunds Fabriker grundlagt 1871. Carl Lunds Fabriker blev overtaget af Glud & Marstrand 1932. Carl Lund begyndte i 1886 at emaljere køkkentøj og havde også en afdeling til fremstilling af emaljeskilte. Igennem 80 år blev det meste af danskernes emaljerede køkkentøj produceret på de to fabrikker. Da de blev slået sammen, blev hele produktionsgangen i Glud & Marstrands Fabriker reorganiseret. Hovedkontoret og blikvarefabrikken kom til at ligge på Amager, hvor den samlede produktion hos Carl Lund indtil da havde været, og afdelingen for galvanisering og emaljeværket blev flyttet til Rentemestervej i København.

Før overtagelsen af Carl Lund i 1932 havde Glud & Marstrand ikke produceret emaljeskilte. Efter overtagelsen besluttede Glud & Marstrand imidlertid at indrette en helt moderne fabrik til denne produktion. På det nye emaljeværk var der ansat 2-300 arbejdere, hvoraf de 30 var i selve afdelingen for emaljeskilte. Glud & Marstrand lavede udover Madam Blå og køkkentøj, emaljeskilte og emaljeplakater. Fabrikkens bestyrelse var tilfreds med den nye skiltefabrik. Til et bestyrelsesmøde hed det: ”Resultatet var tilfredsstillende og kunne formentlig i Fremtiden nyttiggøres.”

Køkkentøj, emaljeskilte og emaljeplakater

Glud & Marstrand fremstillede to former for emaljeskilte, lagerskilte og emaljeplakater. Lagerskilte er den mest gængse form for emaljeskilte. Hvid bund med sort skrift. Ofte med påbud eller henvisninger som ”Luk Døren”, ”Adgang Forbudt” osv. Betegnelsen lagerskilte skulle tages for pålydende. Der var altid mindst 25 stykker på lager af alle de 309 tekster, Glud & Marstrand havde opført i sit katalog.

Ligeledes kunne kunderne bestille alle andre former for emaljeskilte i den ønskede størrelse, farve og med individuel tekst. Dertil kom leverancer af alle former af blå emaljeskilte med hvid skrift som gadenavne, husnumre og skilte med matrikelnumre. Glud & Marstrand fremstillede dengang også alle Danmarks vejskilte og de fleste emaljeskilte til jernbanestationerne med stationsnavn, perronnumre, henvisningsskilte osv.

Den anden form for emaljeskilte er emaljeplakater, der reklamerede for mærkevarer og produkter af enhver art. Bryggerier, margarinefabrikker, tobaksfabrikker og alle de firmaer, der fik dem produceret hos Glud & Marstrand, forærede dem til butikker, som næsten alle brugte denne form for gratis reklame til at gøre opmærksom på deres eksistens. Dermed spredte mærkevareproducenterne deres budskab over hele landet. Ved folketællingen i 1930 var der i Danmark 52.820 detailhandlere. Det var baggrunden for den store efterspørgsel. I mellemkrigsårene fra 1918 til 1939 blev emaljeplakater den mest anvendte form for udendørsreklame i Danmark. Skiltene var næsten uforgængelige og både Carl Lunds Fabriker og Glud & Marstrand gav 20 års garanti for holdbarheden. Regeringen indførte i 1932 valutakontrol, så der skulle søges valuta til import. Det betød, at importen af emaljeplakater fra udlandet gik helt i stå, og størsteparten af dette marked overtog Glud & Marstrand

Danmark dækket af emaljeplakater

I 1933 var Dansk Emballage Tidende på besøg hos Glud & Marstrand. På det tidspunkt havde fabrikken 1200 ansatte. Om skilteafdelingen skrev bladet: ”Til sidst kommer vi ind i Afdelingen for Fabrikation af Emailleskilte, hvor man forbavses over den Teknik, der er naaet paa dette Felt, og hvor man genkendende nikker til de store Ølskilte fra Tuborg, Carlsberg og Stjernen, til de smaa elegante Skilte for Horwitz & Kattentid og til alle de andre fortrinlige Skilte, der efterhaanden er udgaaet fra Glud & Marstrand. I det imponerende Prøvelager faar man næsten stærkest bekræftet Indtrykket af den mægtige Virksomhed, der her udfoldes.”

Under 2. verdenskrig udgav Glud & Marstrand et blad til sine kunder, som fortalte om fabrikkens produkter. I februar 1943 skrev bladet om brugen af emaljeskilte fra Glud & Marstrand: ”De anvendes overalt og af alle Brancher og fremstilles i alle Størrelser, Former og Farver, og det er egentlig ganske morsomt at lægge Mærke til, i hvor høj Grad Glud & Marstrand´s Emailleskilte præger Dagliglivet. Det er jo næsten ligegyldigt, hvad man (i hvert Fald her i København) foretager sig, hvert Øjeblik bliver man mindet om et eller andet ved Hjælp af et G & M Skilt i en eller anden Form.”

En hånd og to bajere

I 1983 interviewede jeg ingeniør N.M.E. Pedersen, der ledede Glud & Marstrands emaljeværk fra 1938 til lukningen i 1966. Han fortæller her om emaljeskilteafdelingen:”I starten havde vi en almindelig overtrykspresse trukket med håndkraft. Men så fik vi en hurtigpresse, hvor man kunne trykke med silkepapir. Der blev ansat en mand alene til at sælge skilte. Repræsentanten, han var forretningsmand. Han fik fat i kunderne. Så gik rouletten. Når vi fik fat i en tobaksfabrik, og fik lokket dem på at få et skilt, så lavede vi efter aftale et prøveskilt. Først lavede vores tegner et udkast. Når alle rettelser var færdige, blev der lavet et prøveskilt. Det tog jeg altid ud og viste kunden. Vi ville ikke risikere at trykke skilte forkert, men skulle have prøveskiltet godkendt.

Når så den ene tobaksfabrik havde fået lavet et skilt, blev der lavet 500 eller 1.000 skilte. Så for vi rundt til de andre tobaksfabrikker og viste dem det, og sagde, at sådant et måtte de også have. Vi lavede skilte til alle bryggerier: Slagelse og Kalundborg, Silkeborg og Urban. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg skulle lave sådan en hånd med et par bajere. Det skulle varieres i det uendelige.”

Under krigen blev der ikke produceret emaljeplakater. Der var problemer med at skaffe både råstoffer og jern. Men produktionen af emaljevarer kunne holdes delvist i gang. Fotoet på forsiden af InBlik viser indsamlet, brugt køkkentøj til omemaljering. Køkkentøjet kom i ovnen og derefter smidt i koldt vand. Den hårdhændede behandling bevirkede, at emaljen sprang af. Derefter blev køkkentøjet gennemgået, eventuelle buler rettet ud og utætheder lappet, inden køkkentøjet blev nyemaljeret.

Glud & Marstrand lukker emaljeværket i 1966

Efterspørgslen efter emaljeplakater blev efter 2. verdenskrig aldrig det samme som før krigen. På trods af en vigende efterspørgsel, fortsatte skilteafdelingen, dog med personalereduktioner. Til gengæld gik salget af emaljeret køkkentøj og Madam Blå igen godt, da man efter 1945 kunne få råvarer og jern.

Det holdt kun til 1957, hvor salget af emaljevarer begyndte at falde. Glud & Marstrand undersøgte uden held mulighederne for at få nye ordrer ind til emaljeværket. Bestyrelsen blev klar over, at udviklingen gik væk fra både emaljeskilte og emaljevarer. Skilte på grund af nye reklameformer og emaljevarer, fordi der kom nye materialer til køkkentøj frem. I 1963 overvejede man at flytte emaljeværket til provinsen og sælge fabrikken på Rentemestervej, men længere kom det ikke. På et bestyrelsesmøde i 1966 blev det besluttet at lukke for produktion og salg af emaljevarer. Emaljeværket lukkede med udgangen af 1966.

I november 1966 fik Madam Blå sin nekrolog i dagbladet Politiken. Avisen skrev, at med lukningen af Glud & Marstrands emaljeværk, sluttede den kulturhistoriske periode avisen kaldte ”emalje-alderen”. Det foregik under overskriften:”Madam Blås endeligt – en nekrolog.” Avisen fortalte sine læsere, at på et tidspunkt havde Glud & Marstrand produceret 1000 kaffekander om dagen, eller hvert år 200.000 Madam Blå. Hvor man omtalte fransk kultur som en ”vinkultur”, tysk kultur som en ”øl-kultur” – kunne man betegne dansk kultur som en ”kaffe-kultur”, med Madam Blå i centrum: ”Intet under da, at kaffekanden hos os har udviklet sig på enestående vis og samtidig antaget en så karakteristisk form, som vi finder den i Madam Blå.” I nekrologen tog man også med lukningen af Glud & Marstrands emaljeværk, afsked med emaljeskiltene: ”Og endda har vi endnu ikke omtalt den mest udbredte af alle emaljeartiklerne, skiltene. Også de er nu dømt til fortabelse. Engang vil vi kunne fortælle vore måbende børnebørn, at da vi var børn, da lavede man skilte i rigtige farver, med brændt emalje.” Artiklen slutter med mindeordene: ”Ære være Madam Blå´s minde. Thi det er ikke blot hendes endeligt vi oplever – men afslutningen på et stykke værdifuldt dansk kulturhistorie.”

Helt glemt blev emaljetingene ikke. Både Madam Blå, det emaljerede køkkentøj og emaljeplakaterne er i tiden siden 1966 blevet til eftertragtede samlerobjekter.

Glud & Marstrands historie kan man læse om i firmaets 100-års festskrift fra 1995: Fra ”Madam Blå” til moderne metalemballager. Glud & Marstrand A/S 100 års jubilæum 1895 – 1995. Løsning 1995.

Emaljeplakaternes historie beskrives i bogen af John Juhler Hansen: Gadens blikfang. Danske emaljeplakater gennem 100 år. Forlaget Jelling 2002. Begge bøger kan lånes på biblioteket.

 

3 typiske Glud & Marstrand skilte. Kølerspritskiltet med ombukket kant og "ører" . Stationsskiltet med ombukket kant. Køkkenskiltet med presset kant, som gammeldags bradepande til ovn.

Copyright 2017 © All Rights Reserved skiltesamler.dk Søren Christensen skchdk@gmail.com 42 75 49 20